Sæsonstart for 1. Div. damer.

10. september 2018

Fredag aften kl. 19 fløjtes der op til endnu en sæson i damernes 1. Division. Første opgør for Bjerringbro FH bliver en udekamp Horsens Håndbold.

 

Fredag aften løber Horsens og Bjerringbro på banen i Forum Horsens. Her venter de første 60 minutter af sæsonen 18-19. En sæson hvor Horsens forventes at kæmpe med i toppen af tabellen. Horsens sluttede sidste sæson på 4. Pladsen i divisionen to point fra en plads i playoff kampene om oprykning til ligaen. I løbet af foråret og sommeren har holdet fået tilgang af et par spillere, som har ligaerfaring. Horsens råder dermed over et bredt hold med højt niveau og kan meget vel gå hen og stå med den direkte oprykning når sidste spillerunde er fløjtet af.

 

Bjerringbro FH går ind til 7. Sæson i landets næstbedste række. I løbet af årene er det blevet til placeringer fordelt jævnt igennem tabellen. Sidste år sluttede BFH således på 9. Pladsen og holdet har dermed kunne se frem til endnu en sæson i 1. Division. I løbet af sæsonforberedelsen har tre spillere forladt holdet, som til gengæld har fået tilgang af en 5-6 nye, som forhenværende spillere, der er klar til at trække i den blå trøje. Dermed er bredden af truppen blevet bedre, end sidste sæson og det giver plads til optimisme hos midtjyderne, som starter jagten på en bedre placering end sidste års niendeplads fredag aften i Horsens.

 

BFH træner Jesper Bangshøi siger frem mod sæsonstarten:

”Vi har haft gode træninger og træningskampe, bl.a. med en tur til Norge, hvor vi også har fået tømret truppen sammen socialt. Vi har haft en god opstart og bliver bedre og bedre. Nu er vi så småt nået det tidspunkt, hvor man glæder sig til sæsonen starter, så man kan spille om point igen. Vi ligger hårdt for land med en udekamp i Horsens, men det er tidligt på sæsonen, så holdene kender ikke hinanden så godt endnu og det skal vi se om vi kan lukrere lidt på. Vi tager i hvert fald til Horsens med god tro på egne evner og vil kæmpe hvad vi har lært for at starte sæsonen godt ud med to point.”

 

Bjerringbro FH
V/Mathias Halskov