Oprykningsspillet glippede mod SønderjyskE

10. april 2021

Bjerringbro FHs 1. divisionshold mistede muligheden for at komme til at spille med i oprykningsspillet til Ligaen. Holdet tabte den afgørende kamp mod SønderjyskE med 34-33 efter en føring til hjemmeholdet ved pausen på 20-16..
Bjerringbro FH fik den værst tænkelige start på kampen. Hjemmeholdet scorede efter behag indenfor de første fem minutter og førte 6-2. Dette tvang bjerringbrotræner Jesper Bangshøi til at tage en timeout. Det gav bonus i form af 2 hurtige mål, men det var forsvaret og manglende redninger som gav de sønderjyske spillere alt for lette scoringer. Det var også fuldt fortjent med en føring til hjemmeholdet ved pausen.
Det var et helt anderledes bjerringbrohold der kom på banen i 2. halvleg. Holdet fik hurtigt indhentet den sønderjyske føring. Et flot comeback bragte Bjerringbro FH ind i kampen og fik udlignet til 27-27 med et kvarter tilbage. Trods en udvisning til Bjerringbro FH blev det til en føring på 30-28 med knap 7 minutter tilbage. En dobbelt udvisning til hjemmeholdet formåede bjerringbroholdet ikke at udnytte, og i stedet for blev det en gyserafslutning med skiftende føringer i de sidste minutter. Stillingen var 33-33 godt et minut før tid. SønderjyskE fik scoret sejrsmålet på straffekast til 34-33. Med sejren er det SønderjyskE der besætter 3. pladsen og er i oprykningsspillet.
Bjerringbro FH havde katten nede i sækken ved stillingen 28-30 men glemte at snørre den. Med en dobbelt udvisning til hjemmeholdet var der lagt op til en sejr til bjerringbroholdet.

På en forrygende god 2. halvleg havde det ikke været ufortjent om det var sluttet med en bjerringbrosejr. En dårlig 1. halvleg blev dyrt og dermed glippede oprykningsspillet for Bjerringbro FH
Målscorerne:
Line Gyldenløve 7
Line Frandsen 7 
Louise Søndergaard 5
Louise Engstrøm 4
Mathilde Pape 4
Janni Havlykke 2
Marlene Dahlmann 2
Sandra Haugaard 2