BFH-Ajax 1. Div. Damer

16. september 2016

Optakt Bjerringbro FH – Ajax

 

Lørdag aften tager BFH’s 1. Div. Damer hul på sæsonen 16/17. Det sker når de gæster Ajax København.

Fredag d. 16/09-2016

 

Lørdag eftermiddag drager Bjerringbro FH’s 1. Div. Damer til Sjælland for, at spille sæsonens første turneringskamp. Damerne starter ud med en udebanekamp i mod Ajax KBH. Ajax er et hold, som i mange år har blandet sig i kampen om oprykningspladserne, som også har været deres ambition. Derfor venter der også BFH noget af en opgave når de løber på banen lørdag. Ajax har, lige som BFH, spillet 1/8-dels finale i pokalturneringen. Her blev det til et 10-måls nederlag til de senere vindere fra FCM.

 

Bjerringbro har ligeledes spillet 1/8-dels finale i pokalturneringen. Her var Team Tvis, som bekendt, på besøg. Her løb gæsterne med sejren med cifrene 20-33. Kampen vidste hvor Bjerringbro FH’s niveau ligger pt. Og sammenligner man med lørdagens modstander, så scorede begge hold 20 mål og inkasserede henholdsvis 33 og 30 mål. Ligger man oveni, at det er sæsonstart og holdene skal spilles sammen, så tegner det til, at blive en tæt affære, når sæsonen i damernes 1. Division fløjtes i gang lørdag.

 

BFH trænerne Jens Steffensen og Jesper Bangshøi siger frem mod kampen:

”Vi skal op imod et af rækkens formodentlige favorithold. De er et godt hold, der har ligget i toppen i mange år, så vi får en god udfordring. Vi skal spille bedre end vi gjorde i mod Tvis og forsøge, at finde noget frem fra den sidste træningsweekend, hvor vi spillede gode kampe i mod Skanderborg og Vendsyssel. Her i starten ved man ikke helt hvor hinanden står. De (Ajax) har også fået et par nye de skal have spillet ind på holdet bl.a. eks-landsholdsspilleren Christina Krogshede. Men vi skal over og spille vores chance og forsøge, at drille dem.”