BFH 1. Div. damer vinder to vigtige point

5. februar 2017

Lørdag eftermiddag trak BFH’s 1. Divisions damer det længste strå, da de hjemme tog i mod DHG Odense. Her blev det til en sejr på 24-19.

 

Kl. 14.00 blev der lørdag fløjtet op til en yderst vigtig kamp i damernes næstbedste række. Kampen var på forhånd spået til at blive en tæt affære, og det levede kampen også op til langt hen ad vejen. For kampen startede meget jævnbyrdigt, hvor de to hold skiftedes til at score et mål, så der henholdsvis stod 1-1, 2-2, 3-3 osv. Hele vejen op til stillingen 8-8, 25 minutter inde i kampen. De sidste fem minutter af første halvleg fik BFH lukket fuldstændig ned for gæsternes angreb, og da de samtidig selv nettede tre gange i den modsatte ende, var det et hjemmehold i teten der kunne gå til pause foran 11-8.

 

Lige så godt, som værterne sluttede første halvleg, lige så skidt kom de ud fra omklædningsrummet. På de første fem minutter af anden halvleg fik Odense indhentet BFH’s forspring, så der således stod 11-11. Helt rystet var hjemmeholdet dog ikke, de fik hurtigt lavet et lille hul på to mål igen. Derefter lå forspringet og bølgede mellem 2 og 3 mål. Således stod der 17-14 med et kvarter tilbage af kampen. På de sidste 15 minutter fik BFH udbygget deres forspring til det dobbelte. De kunne derved trække sig sejrigt ud fra kampen med to point og en sejr på 24-19. Dette betyder udover øget selvtillid og gejst i truppen også at BFH er det bedste hold indbyrdes. Dette kan blive vigtigt hvis holdene ender med samme antal point når sæsonen er slut.

 

BFH træner Jesper Bangshøi siger om kampen

”Super lækkert og virkelig dejligt med en sejr. Pigerne var enormt glade efter kampen. Det var fedt at komme på tavlen igen efter en lidt træls periode. Vi spillede 60 gode minutter i stedet for 30 eller 50 og det er lidt det der har været problemet de sidste par kampe, så det var fedt at det lykkedes. Vi havde god følelse ved pausen, men manglede lige det sidste, da vi havde brændt nogle kæmpe chancer i løbet af halvlegen. Vi havde succes med 7 mod 6 denne gang, så en god fornemmelse at få det i gang igen. Derudover havde pigerne en super god indstilling inden og under kampen, så det er endnu et skridt i den rigtige retning.”

 

BFH målscorer:

Emilie Bangshøi: 5 mål

Line Gyldenløve: 4 mål

Marthe Berger: 4 mål

Katrine Pedersen: 4 mål

Kamilla Høgh: 3 mål

Lise Sundgaard: 3 mål

Jannie Havlykke: 1 mål