BFH 1. Div. Damer tager i mod tophold

24. november 2016

På lørdag kommer førerholdet i 1. Divisionen til Bjerringbro. Det sker når Roskilde Håndbold gæster Bjerringbro FH i idrætsparken.

 

Lørdag eftermiddag kl. 14.00 spiller Bjerringbro FH hjemme imod Roskilde Håndbold. Roskilde indtager pt. førstepladsen i damernes 1. division. Holdet har 16 point efter ni kampe, hvor kun et nederlag til Sønderjyske har spoleret en ellers ren sejrsstime. Holdet har vundet de sidste fire kampe, dog en af disse på skrivebordet efter kampen var endt 26-26. Lørdagens gæster er derfor inde i en god stime og er et hold, som er spillet godt sammen og som generelt scorer 25 mål pr. Kamp. I sidste uge scorede de dog kun 18 mål, men det var alligevel nok til en sejr, da de holdte modstanderen på 15. Det er dermed et hold der præsterer godt i begge ender af banen, der gæster det midtjyske på lørdag.

 

I den anden ende af hallen står et BFH-hold, som efter en rigtig god sæsonstart har ramt en knap så god periode. Med kun en sejr i de sidste fem kampe har holdet ikke rigtig ramt det niveau, som de normalt præsterer. Holdet er derfor at finde på 8. Pladsen med 9 point og de skal bruge en sejr i weekendens kamp, hvis de vil bibeholde kontakten til holdene i den øvre halvdel af rækken. Og med et program frem mod jul der byder på et møde med 6. Og 7. Pladsen, så er det nu holdet skal op på deres vandlige niveau hvis de skal gøre sig forhåbninger om at kravle op i tabellen inden julepausen rammer rækken.

 

BFH træner Jesper Bangshøi ser frem mod kampen:

”Vi har haft en lidt skidt periode her på det sidste med et par klare nederlag, så det bliver en svær kamp og en stor udfordring. De har nok rækkens bedste defensiv. De står godt med nogle store spillere og et par gode keepere inde bagved. De har gode spillere hele vejen rundt. Så vi skal spille op til vores ypperste, hvis vi skal byde dem op til dans. Vi skal være klar fra start og i samtlige to gange 30 minutter. Det har lidt været et problem at holde koncentrationen i hele kampen de sidste par kampe.”