1. Div. Damer BFH - Sønderjyske

10. oktober 2018

Lørdag eftermiddag spiller Bjerringbro FH topkamp hjemme mod Sønderjyske i damernes 1. Division, når rækkens nr. 4 tager i mod nr. 2.

 

Lørdag kl. 14.00 spilles der igen kvindehåndbold fra næst øverste hylde i Bjerringbro hallen. Her kommer Sønderjyske på besøg i det midtjyske til en kamp om pladserne i toppen af tabellen. Sønderjyderne ligger på 2. Pladsen i rækken med fem point for tre kampe. Efter at have startet sæsonen ud med et noget overraskende uafgjort resultat mod AGF håndbold har holdet fra grænseområdet hentede to sejre i træk. Specielt i sidste spillerunde leverede Sønderjyske noget af en kamp, da de hjemme i Aabenraa vandt med hele 34-21 over Fredericia Håndboldklub. Holdet ligger, hvor man kunne forvente det, med helt i toppen, kun et enkelt point efter Horsens. Det bliver derved noget af en opgave, som gæster Bjerringbro til lørdagens opgør.

 

Lørdagens værter kommer ligeledes til den kommende spillerunde med to sejre i rap. Efter en svær start på sæsonen har holdet trinvist løftet niveauet i defensiven, hvor det efter lidt start vanskeligheder, så rigtig godt ud i lokalopgøret mod Hadsten. Offensivt har det set meget stabilt og fornuftigt ud for midtjyderne, som har leveret henholdsvis 40 og 30 mål de sidste to gange de er løbet på banen. Holdet ligger nu med fire point efter de tre første spillerunder, hvilket placerer dem på 4. Pladsen i divisionen. Ser man opad i tabellen er der et point til 2. Pladsen og to til 1. Pladsen. I den anden retning er der et point til tre jagtende hold lige under Bjerringbro, og som det dårligst placerede hold med to point og dermed det lavest placerede hold, som teoretisk set kan nå BFH når 4. Spillerunde er slut, ligger Fredericia på 10. Pladsen. Der kan dermed ske meget i tabellen i løbet af weekenden.

 

BFH træner Jesper Bangshøi ser frem mod kampen:

”Det er et super godt hold. Fra start af var det dem og Horsens, som jeg havde tippet til en topplads, så det bliver svært. De har dog været hårdt ramt af skader i starten i starten af sæsonen. Men der er ingen tvivl om at de har er klassespillere over hele linjen. Vi skal ind og se om vi kan lave overraskelsen og drille dem lidt. Vi har fået opbygget en tro og gejst i løbet af de sidste par uger og vi skal arbejde videre i samme spor. Vi skal fortsætte angrebet på samme niveau og så skal defensiven et lille trin op ad stigen, da de kommer med et ordentligt tryk offensivt. Men det bliver sjovt og vi vil se om vi ikke kan lege lidt med.”

 

 

 

 

Bjerringbro FH

V/Mathias Halskov