1. Div. Damer BFH – LHK

30. september 2016

1. Div. Damer BFH – LHK

Lørdag morgen drager Bjerringbro FH’s 1. Div. damer atter på tur ud mod hovedstadsområdet. Denne gang er det Lyngbyhallen der ligger gulv til.

 

Lørdag eftermiddag spiller BFH’s 1. Div. damer igen kamp. Denne gang møder de Lyngby HK, som ikke er kommet så godt fra start. Indehaveren af sidste års 3. Plads har kun fået 1 point i de første 2 kampe. Dette er resultatet af, at holdet har sagt farvel til sidste års tre største profiler, som nu spiller i ligaen. I mandags spillede Lyngby også hjemme, her tog de imod Ajax. Her spillede de to hold lige op i første halvleg (9-9), men Lyngby faldt fuldstændig fra hinanden og de tabte derfor 17-30.

 

Lørdagens udehold kommer til kampen med en tremåls sejr i sidste weekend. BFH har leveret solidt forsvarsspil i sæsonens første to kampe, som har resulteret i, at de kun har lukket 19 mål ind i hver kamp. Dette lagt sammen med, at angrebsspillet er blevet bedre fra kamp til kamp, så ser det rigtig godt ud for gæsterne. Sidste sæson blev det til 2 Lyngby sejre i de to indbyrdes kampe og det er noget BFH træner Jesper Bangshøi har i sinde, at lave om på:

 

”Det er altid svært, at spille på Sjælland. Vi har ikke vundet i Lyngbyhallen de sidste par år, men det skal vi over og se om vi ikke kan lave om på. De har mistet mange af deres profiler og skal også til at spille et helt nyt hold sammen. Dette giver nogle udfald, men hvis de spiller godt i begge halvlege, så bliver det svært. De dækker offensivt i store perioder af kampen og det skal vi løse, hvis vi skal have point med hjem. Derudover skal vi have forsvaret til at stå lige så godt, som i de sidste to kampe, så har vi et godt grundlag til, at tage de to point med hjem.”