1. Div. damer BFH - Horsens HE

15. marts 2019

Lørdag eftermiddag spilles der topkamp i damernes 1. Division. Her tager Bjerringbro FH hjemme imod rækkens førerhold Horsens HE.

 

Lørdag d. 16 marts kl. 14.00 fløjtes der atter op til kamp i Bjerringbro hallen. Her mødes BFH og HHE i en kamp om point i toppen af tabellen. Horsens kommer til det midtjyske med 4 sejre i streg og kun et enkelt nederlag i de 9 kampe, som holdet har spillet i 2019. I sin seneste kamp vandt HHE med hele 35 - 20 over Vendsyssel. Dermed er det et yderst oplagt hold, som gæster Bjerringbro i tredjesidste spillerunde. Horsens ligger nr. 1 tabellen med 1 nederlag, en uafgjort og 17 sejre for sæsonen. Dette resulterer i 35 point på kontoen og noget der ligner en direkte oprykning når sæsonen slutter første weekend i april.

 

I modsatte ende af banen står Bjerringbro FH. Midtjyderne har præsteret flot i det nye år og ligger pt. nummer 3 i tabellen med 26 point. Disse er kommet i hus via 6 nederlag og 13 sejre, hvoraf de sidste 5 sejre er kommet i de sidste 5 kampe. BFH er derfor inde i en god stime frem mod sæsonafslutningen, som venter lige om hjørnet. Den tredjeplads, som BFH pt. er indehaver af giver efter sæsonafslutningen adgang til playoffkampe til oprykning i ligaen og med fire point ned til DHG på fjerdepladsen, så intet er givet med 3 kampe tilbage af sæsonen.

 

BFH træner Jesper Bangshøi siger frem mod kampen:

”Det er jo det bedste hold i rækken, så der er ingen tvivl om at det bliver svært. De er næsten rykket op, men vi vil se om vi ikke kan drille dem lidt, på deres vej mod ligaen. De har bare to gode spillere på hver position og så har de et rigtig godt forsvar og keeper, som lukker godt af. Den største opgave bliver at få lavet nogle mål. Det var også vores store udfordring da vi spillede i Horsens. Vores defensiv skal stå rigtig godt og så skal vores offensiv spille detaljeret og tålmodigt, og så skal vi score på alle vores chancer.”